top of page

Hvorfor følger vi trends?

Af Gabrielle

En trend er en tendens inden for stil-og modeudviklingen. Modetrends bliver forudsagt på baggrund af folks humør, adfærd og forbrugernes indkøbsvaner i bestemte sæsoner. Trend forudsigelser handler derfor ikke så meget om alder og indkomst mm. længere – men derimod om hvordan og hvad mennesker køber og kultur og overbevisninger, da det har indflydelse og spiller en central rolle i både nye trends, men også tilbagevendende modetendenser. 

 

Hvis man bevidst følger en trend, kan det være, fordi den passer til det budskab, man gerne vil give om sig selv. Dog bliver alle påvirket af trends, om de er bevidste om det eller ej, for at passe ind i en bestemt gruppe. Jeg tror, at det især er når man er ung, at man forsøger, at gå i noget som andre kan relatere til = altså, at gå i tøj, som er genkendeligt og derfor sikkert i forhold til den omgangskreds man gerne vil tilhøre. 

 

Men hvorfor følger vi så egentlig trends, om det så er af årsager såsom at passe ind eller at skille sig ud? Grunden til at vi mennesker har tendens til at tilpasse os og "følge mængden" er, ifølge nogle forskere fra Holland, fordi hjernen skifter mening hvis dets tanker strider mod normen. "Vi ændrer ofte vores beslutninger og holdninger på baggrund af andres handlinger, på trods af at de ikke er i overensstemmelse med vores egen originale tankegang", siger lederen af undersøgelsen Dr. Vasily Klucharev. Det kunne forklare hvorfor mange følger mode-trends eller, selvom det lyder lidt abstrakt, hvorfor folk under 2. Verdenskrig fulgte Adolf Hitler. Denne ekstreme sammenligning er for at illustrere hvor påvirkelige vi er. 

"Vi ændrer ofte vores beslutninger og holdninger på baggrund af andres handlinger, på trods af at de ikke er i overensstemmelse med vores egen originale tankegang".

En anden forklaring kunne være: når man hører andres mening – selv hvis de tager fejl – så influerer det ens egen mening/forvrænger ens tidligere mening. Altså, i forhold til trends: hvis man hørte en sige, at et bestemt mærke var utrolig smukt, så kunne det være man til sidst købte noget fra det mærke – selv hvis man tidligere mente det stik modsatte. 

 

Gennem tiden har der altid været en ”trendsetter”, som påvirkede andres tøjvalg og den person (som var trendsetter) havde den stil man stræbte efter. I ”gamle” dage i fx England var det dronningen. Dette fortæller noget om psykologiske tendenser og hvordan de har udviklet sig. Oprindeligt demonstrerede/viste dét at være på forkant med modetrends, at man var længere op i det sociale hierarki – hvis man, igen, tager udgangspunkt i det daværende England, jo tættere på kongehuset, jo hurtigere kunne man opfange nye trends = jo højere oppe i klassepyramiden var man. I dag foregår det på nogenlunde samme måde, man har bare derimod andre og flere at ”skulle” se op til, i forhold til nye modetendenser. 

 

Engang var det sådan, at der var en kollektion til A/W og en til S/S, hvor der nu er helt op til 52 = 1 gang om ugen. En af grundene til de mange nye mini-kollektioner er at vi er blevet sådan et forbrug-og smide væk samfund – altså, vi har nemmere ved at købe nyt, da der hele tiden bliver produceret nye kollektioner ud fra de nye trends. Tøjfirmaer laver så mange mini-trend kollektioner, for at få folk til at føle, at de efter kort tid netop ikke er stilede længere. Når designere skaber et nyt look op til 1 gang om ugen, kan firmaerne bevidst få den enkelte kunde til at føle, at de er ”off-trend” efter bare, at have deres nye tøj på 1 gang og firmaerne har dermed skabt et behov for kunderne igen, at skulle købe det sidste nye. Jeg tænker, at det måske er en af grundene til, at der i dag er mange flere kollektioner om året, som bliver influeret af trendsetters. Det positive ved, at have mange forskellige kollektioner og stiltyper er, at der er større mangfoldighed og individualitet i samfundet. Man er ikke længere ”forkert”, fordi der altid er nogle, som man kan identificere sig med stilmæssigt, og det er blevet lovligt selv at kreere sin egen stil på tværs af trends. 

 

Altså, når man følger en trend, så er det for at fortælle en historie om sig selv, et ønske om at fortælle hvem man er og hvor man hører til. Her er man meget påvirket af samtidens modetendenser.

 

 

bottom of page