Sweatshops og "fast-fashion"
Af Amanda
Men er der egentlig en reel løsning på problemet? Fast fashion kan muligvigvis godt eksistere uden at skade miljøet, men det kræver at man begynder at ændre praksis så man for eksempel bruger tekstilerne igen når forbrugerne har smidt dem ud. Man kan også recirkulere polyester i det uendelige, men det kræver at der er et system omkring det - lidt ligesom elbiler. Og det er der ikke i dag. En ulempe ved at recirkulere polyester er dog, at polyester giftigt at arbejde med, så det ville gå ud over arbejdernes helbred - og det vil ikke være en bæredygtig tilgang i forhold til arbejdernes velvære. Men løsninger som dette kan dog være én af vejene frem.
En sweatshop er en fabrik eller et værksted, især i beklædningsindustrien, hvor der bliver produceret diverse ting såsom tøj. Det meste af tøjproduktionen foregår i lande som Bangladesh, Indien og Kina. Her foregår arbejdet ofte under ringe og sundhedstruende vilkår og til en løn, som man knapt nok kan leve af. Arbejdslønnen udgør kun mellem 1-3% af prisen i butikkerne, og alligevel er virksomhederne i årevis kommet med undskyldninger om hvorfor arbejderne får en løn, der er så lav at de ikke kan leve af den.
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne som i Artikel 32, stk. 3 siger:
"Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger."
Men denne ret nægtes de millioner af arbejdere i tekstilindustrien, der producerer det meste af vores tøj - ofte til en løn der ligger langt under den fastsatte mindsteløn.
Der er modehuse, der sender nye tøjkollektioner på gaden hver eneste uge. Fast fashion, kaldes det, og det er praktisk talt umuligt at følge med moden.
Forhandlere skal reagere på hurtigt skiftende modetrends, som nu tager uger i stedet for måneder. Det tog normalt ca. seks måneder for et produkt at komme på markedet, og det er nu blevet skåret ned til omtrent tre uger.
Dette har naturligvis medført pres på forsyningskæden. Købere presser fabrikker til at levere kvalitetsprodukter med stadigt kortere leveringstider. De fleste fabrikker har ikke de værktøjer og den ekspertise til at håndtere dette effektivt, så de sætter pres på arbejderne. Det er den eneste margin de har at lege med. Der bliver altså brugt langt flere ressourcer end der egentlig er til rådighed.
Angiveligt var det tøjkæden Zara, der begyndte Fast fashion-tendensen i butikkerne ved at komme nye kollektioner på bøjlerne hver 14. dag. I dag er det ikke unormalt at se nye kollektioner hver uge.
"Det er det, vi er blevet vant til. For mange er fast fashion = ‘et godt fix’ når man shopper. Man skal bare have noget, og det skal være billigt." - erfarer mode-og designforsker Else Skjold.
Hun mener altså, at fast fashion tendensen, har medvirket til at forbrugerne har en forudsætning om ofte at købe nyt tøj, selvom de egentlig ikke har brug for det.
Tøjbranchens bæredygtighed bliver også konstant udfordret af Fast fashion, da moden skifter, og forbrugerne vil have ny påklædning. Produktionen af en t-shirt bruger nemlig store mængder vand og kemikalier, og transporten af t-shirten til det sted, den skal sælges, koster på CO2-balancen. Der er dog vokset nyt fokus inden for bæredygtighedsforskningen. Vores store forbrug af tøj og det at vi smider så meget tøj væk, har nu medført en stigende opmærksomhed på at gøre vores tøjforbrug mere bæredygtigt. Man er begyndt at tænke i mere praktiske baner, da man nu også vil finde det tøj, som er mere langtidsholdbart i forhold til trends, og dermed køber man ikke nær så meget tøj. Dog er det svært at komme uden om, at der under alle omstændigheder vil dukke nye trends op forholdsvis ofte, hvilket kan friste forbrugerne til at hoppe med på trendsne.